Carl Johan Reistrup / Svendborg

(1908-1965)

Maskinmester, ledningsinspektør, lystfisker, land- og strandjæger og lokkefuglemager.

Opvokset i Troense på Tåsinge som søn af skibstømrer Christian Reistrup. Læste til maskinmester i Odense, hvorefter han blev ansat på “Havne-centralen” i Odense. I 1942 blev C.J.R. kabelmester på elværket i Svendborg.

Carl Johan Reistrup voksede op i kyst- og skibsmiljøet ved Svendborgsund. Fra hans tidlige år var fiskeri, senere også jagten, hans store interesse. Han byggede sig selv to skydepramme, en kravlepram og en mere søgående til havjagten i de åbne farvandet. Det var om vinteren – fortæller hans datter – at han skar og malede sine lokkefugle.

Træet til fuglene var pil eller poppel, som han fik han skåret hos en gammel snedker i Svendborg. De blev sat i høvlebænken og udhulet med bor og huljern. Herefter blev kroppene formet med høvl og kniv, hovederne med kniv alene. Til sidst blev fuglene malet med en speciel mat maling og forsynet med blyklodser.

Reistrup fremstillede lokkere til alle de almindelige arter: hvinand, pibeand, troldand, ederfugl og knortegås. Både som hanner og hunner og altid af en meget høj kvalitet. Takket være hans hustru kan syv af dem endnu ses på Det Grønne Museum.

I samlingen er:

Knortegås [Jsh 7384f]
Knortegås [Jsh 7384g]
Hvinand, hun [Jsh 7384e]
Hvinand, han [Jsh 7384d]
Edderfugl, han [Jsh 7384a]
Edderfugl, hun og ung han [Jsh 7384b, 7384c]