Ib Schreiner Hansen / Svendborg

Født 1914 i Svendborg. Direktør og fabrikant af bl.a. af lerduer og kastemaskiner, strandjæger, bue- og lokkefuglemager.

Født og opvokset ved Svendborgsund. Der fik Schreiner Hansen tidligt interesse for strandjagten. Fra slutningen af 1920erne drev han jagt med pram og lokkefugle i farvandene ud for Svendborg, bl.a. sammen med den jævnaldrende V.M. Fynboe – den senere strandjagtkonsulent. Ved siden af strandjagten drev de med særlig licens jagt på fredede fugle, til det af Harald Thomsen i 1934 oprettede Zoologisk Museum i Svendborg.

Kunsten at lave lokkefugle lærte Schreiner Hansen af Kai Larsen i Svendborg. Den første var en udhulet knortegås. Piletræet blev groft udskåret på maskine og resten blev så skåret med bugthøvl m.m. En frugthandler, Ejnar Kåås, som var kunstnerisk begavet, malede nogle af dem. Men Schreiner skar kun til eget brug – engang ikke færre end 53 gråænder.

Under Krigen var Schreiner Hansen aktiv i modstandsbevægelsen og en tid måtte han derfor opholde sig i Sverige. Han returnerede til Danmark i 1945 som medlem af Den danske Brigade. Tilbage i Svendborg etablerede han den virksomhed, som især blandt jægere blev kendt for sine lerduer og kastemaskiner.

I en samtale med Eske K. Mathiesen o.1991 fortalte Schreiner Hansen, at han især mindedes jagten på knortegæssene og den brummende lyd der fremkom, når de kom flyvende ind. Jagten blev forbudt i 1972 – efter Schreiners mening ikke helt gennemtænkt. Men Schreiner Hansen har ikke kun jaget i det sydfynske. Også i Ringkøbing- og Hjarbæk fjorde er han kommet. Sidstnævnte sted var det tøndejagten med egne lokkere.

I Det Grønne Museums samling er Ib Schreiner Hansen repræsenteret med flere end 15 lokkefugle, som han selv ad to omgange har foræret museet (tidligere Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum).

I samlingen er:

Edderfugle, hunner [Jsh 8114a, 8114b, 8114c, 8114d]
Gråand, han og hun [Jsh 5568a, 5568b]
Knortegås [Jsh 8117a]
Hvinand, hunner [Jsh 8112a, 8112b]
Edderfugle, hanner [Jsh 8113a, 8113b]
Knortegæs [Jsh 8117e, 8117f]
Knortegæs [Jsh 8117c, 8117d]
Gråænder, hunner [Jsh 8116a, 8116c]
Gråand, han og hun [Jsh 8115, 8116b]