Knud Fredenslund / Langå

Født 1945 i Odder. Emballagekonstruktør, designer, jæger, opfinder af “papaduen” – en duelokker foldet i bølgepap. Knud Fredenslund er næsten født som jæger. Hans far var autoriseret rævejæger under og efter 2. verdenskrig. Han jagede i Østjylland, bl.a. ved Åkjær, Rathlousdal og Gyllingnæs. Knud var med på jagt fra han var ganske lille.

Som voksen blev Knud Fredenslund i 1969 ansat i bølgepapemballage-firmaet Colon Vest i Stevnstrup, nu Danisco Pack. Engang i 1977 var han på duejagt med 5 – 6 plastlokkeduer, et sted hvor han skulle gå 1,5 – 2 km. Knud Fredenslund fortæller: “Jeg skød 19 skovduer, så da jeg skulle tilbage til bilen tabte jeg hele tiden disse plastduer og blev godt sur. Da jeg kom hjem fandt jeg et stykke bølgepap og noget maling og lavede de første prototyper (til papaduen red.). Nu kunne jeg have 10 stykker under skjorten uden at de generede mig, selvom jeg skulle gå langt”.

Knud Fredenslund bad samme år sit firma om, at sætte en produktion i gang. Det gik godt. “Papaduen” blev patentanmeldt og markedsført i 1978. Via grossist blev de solgt til jagtforretninger landet over; på postordre direkte til jægerne. I slutningen af 1980erne var de produceret i ca. 200.000 eksemplarer. Herefter gik det mærkværdigvis tilbage og produktionen er nu stoppet.

Knud Fredenslunds første eksemplarer fra 1977 er stadig i aktiv tjeneste.

I samlingen er:

Skovduer [Jsh 8688]